Fødselsdag

Det er en af de første dage, hvor jeg rent faktisk har gjort mig klar og taget ordentlig make-up på. De andre dage har jeg bare kommet, som jeg var, oftest med make-up fra dagen før, som jeg havde sovet med. Men denne dag er lidt anderledes; min onkel og kusine holder fælles fødselsdag, så jeg skal til Blenstrup i dag, og jeg venter på, at min far  og jeg ankommer til deres dejlige hus. Mine bedsteforældre kommer, så det skal nok blive hyggeligt. Egentlig ville jeg helst slippe, men jeg har en aftale med Elina i morgen klokken 1 og Josephine bagefter, så det sparer mig noget tid i morgen, og nu havde jeg jo sagt ja til at komme.. Men det skal nok blive hyggeligt alligevel. Jeg satser på, at vi skal spille i aften, og det er altid hyggeligt med faster, onkel og far. Det er en af de gode ting ved, at far og Helle ikke længere er sammen; det er nemmere at spille fire end fem, og jeg snakker bedre med min faster, når Helle ikke er der.

Harry Potter med Amalie

Jeg var i Aalborg omkring klokken 4 onsdag, og så skulle vi ud og handle slik. Vi købte for 120 kr, så vi havde rigtig meget slik. Vi var hjemme hos hende klokken fem, og vi gik straks i gang med at se den første film. Undervejs regnede vi ud, hvor mange timer vi skulle se. Det blev til omkring 19 timer. De to første film var lidt træls, da vi havde set the Philosopher’s Stones rigtig mange gange, og the Champer of Secrets er ikke lige vores favorit, så de første fire timer gik ret langsomt, men da vi nåede til de sidste 6 film, blev det bedre, men vi var flere gange ved at falde i søvn begge to, sådan on/off. Det var meget sjovt, og vi var hurtige til at skubbe til hinanden. Vi blev færdige i går klokken halv elleve om morgenen, hvor vi ikke havde sovet overhovedet. Vi havde spist rigtig meget af vores slik, men der var stadig noget tilbage, men vi gjorde, og det var helt fantastisk. Det er noget andet, når man ser dem efter hinanden. Tårerne løb ned ad kinderne på mig, da vi så Snapes minder om Lily. Det var så sørgeligt og samtidig rigtig sødt. Jeg holdt først op, da Voldemort dræbte Harry.

Harry Potter Night

Om ca. en time sidder jeg i toget mod Aalborg for at besøge Amalie. Vi skal nemlig holde videoaften i aften og endnu bedre end det, så skal vi holde Harry Potter aften. Vi har planer om at se dem alle sammen, men jeg ved ikke, hvor mange vi når, eller om vi måske falder i søvn undervejs – de er jo lange, og der er otte film ;-) Men jeg glæææder mig. Jeg er virkelig i humør til Harry Potter og hendes selskab. Det er længe siden, at jeg har været så god til at planlægge min ferie, så jeg ikke bare sidder herhjemme og keder mig. Jeg må hellere komme i gang med at pakke de sidste ting ned, så jeg er klar til en meget lang nat. Jeg håber også, at I får en dejlig aften/nat. Kyys.

Hygge med far

I går aftes kom far og hentede mig, og vi kørte ind for at spise på Insushi i Randers. Jeg har længe snakket om deres Running Sushi, og min far har gerne ville prøve det sammen med mig, og det gjorde vi i går. Det var rigtig hyggeligt, og sushien var god som altid, men vi blev meget hurtigt mætte, fordi der blev ved med at komme mad, der så lækkert ud. Efter maden kørte vi til Aarhus, hvor vi tog i biffen for at se Lincoln, som vi begge længe har villet se. Jeg har skrevet opgave om slavehandel/Borgerkrigen flere gange, så jeg syntes, det ville toppe det hele, hvis jeg fik set filmen omkring det også. Den var rigtig god, men også meget lang. Jeg havde håbet, at den havde handlet lidt mere om Borgerkrigen og de forskellige episoder, der sker i den, men den var helt sikkert god alligevel. Dog vil jeg mene, at det er en film, man kun ser én gang – jeg har i hvert fald ikke planer om at skulle se den igen. Men jeg vil varmt anbefale jer den, hvis I har interesse for historie – måske mere vigtigt: amerikansk historie!

There’s no greater feeling than being in love

Jeg er blevet fuldstændig forelsket i de øverste tre par sko. Specielt de grå og de blomstrede. De vil passe fremragende ind i min forårs/sommer garderobe. Jeg har fundet dem på zalando.dk, hvor de koster 219 kr. Jeg snakkede kort med min veninde om skoene, og hun viste mig et billigere alternativ fra H&M, hvor de kun koster 79 kr; det er noget af en besparelse. Dog har H&M ikke nogle sneakers, der ligner det par med blomster. Dem er jeg nødt til at købe. De har derimod et andet par med blomster, som selvfølgelig også er vildt flotte. Jeg kan mærke allerede nu, at jeg bliver meget hurtigt fattig i den her måned samtidig med, at jeg får flere og flere sko. Måske jeg i stedet skulle vente til min fødselsdag med de blomstrede sko fra zalando.dk – det kunne jo være, at jeg var heldig at få dem i gave. Men åååh, hvor er de sneakers fine. Jeg plejer slet ikke at være så vild med sko, som jeg er med disse, men de er bare så søde, og jeg kan forestille mig gå i dem til sommer; det bliver den dejligste sommer for mine fødder, hihi.

Nederst er de billigere sko fra H&M.